


Drivhus
Jeg besluttede i vinter, at jeg ville dyrke mine egne tomater og chili, både fordi jeg gerne vil lære noget mere om at dyrke grønsager – især vil jeg gerne lykkes med at dyrke tomater og chili, og mest af alt fordi der findes et meget lille udvalg af sorter, man kan købe. Det er rigtig ærgerligt, for der findes et utal af sorter, man kan dyrke: sortstribede, gule, grønne, røde og orange i alle størrelser fra 1 cm til kæmper på 1 kg, hvis man er dygtig/heldig! Også blandt chilier findes et utal af sorter, der aldrig ses i handlen: lilla, gule, røde, grønne og sorte med rigtig mange slags styrker, mange chilier som jeg aldrig nogen sinde har prøvet at lave mad med. Derfor har jeg købt to drivhuse, et stort, som står i min mors have på Fyn, hvor der virkelig er plads til mange forskellige planter, og et lille som min mand lige nu er ved at sætte op i vores forhave i Kartoffelrækkerne i København. Grunden til to drivhuse er også at afprøve, om der er forskel – m.h.t. smag og udbytte – på at dyrke tomater og chilier på landet og i byen. Mit lille drivhus i København er mit første Urban haveprojekt.
Når nu vi gik i gang, besluttede vi også at dyrke auberginer, agurker og basilikum. Derudover dyrker jeg mange krydderurter i potter, og det har jeg gjort i mange år. Desværre var der ikke nogen, der overlevede den hårde vinter, så jeg starter forfra igen i år med timian, rosmarin, merian, oregano, citronverbena, estragon, løvstikke, mynte og persille.
Drivhuset på Fyn er færdigt, og vi har plantet tomater og agurker samt en enkelt melon ud i plantesække, og de er flot bundet op i snore. Chilier og auberginer står i krukker, så de nemt kan flyttes udenfor og overbruses, hvis de får meldug eller og lus. Nu skal de bare passes kærligt, og så kan vi vente på resultatet!
Henrik, min mors mand, og min mor Hanne hjælper mig med at forstå og lære, hvordan man dyrker sine egne grønsager. De har en kæmpe køkkenhave med kartofler, grønkål, jordbær, bønner, squash, skorzonerrødder, gulerødder, løg og meget mere.
Her på min blog kan du følge mig og mine planter sommeren igennem, her vil jeg løbende fortælle om, hvad der sker i mine drivhuse, og hvordan det hele gror. Jeg vil også skrive tips og opskrifter til, hvad man kan lave af alle de skønne grønsager, og hvordan det går med mine bestræbelser på at leve et mere bæredygtigt liv.
Husk at lige nu kan man nemt plukke skvalderkål, der er velegnet til pesto og i salaten. Andet, som naturen byder på nu, er brændenælder, de er bedst om foråret. Pluk de øverste topskud og brug dem til suppe eller i en tærte. Ellers er det lige nu tid til jordbær, kartofler, ærter, spidskål, rabarber, asparges og hornfisk. Det har jo været en kold vinter, så det hele er lidt forsinket, men jeg vil tro, at hylden blomstrer om 2 uger, så kan jeg komme i gang med årets produktion af hyldeblomstsaft.
Nå, men mit eget drivhus bliver ikke færdigt i dag, vi skal lige en tur i byggemarked i morgen for at købe lister, så huset er helt i vater! Min skønne mand Niels Peter står for at samle mit drivhus, han er nok ikke hvad man kalder »en gør det selv mand«, mere over i den intellektuelle afdeling, men da jeg spurgte om han ville samle det for mig, svarede han: » Ja, det vil sikkert være godt for mit hoved«! Så her er vi lørdag eftermiddag og halvvejs i projektet. I morgen aften vil det stå færdigt med tomat-, chillier- og agurkeplanter, og det glæder jeg mig sindsygt meget til. Havearbejde er helse for sjælen, selv i et 1,2 m².drivhus.
Trine